Tidligere borgmester Trine Græse oplevede, at hendes mor blev ramt af svær knogleskørhed, uden at familien blev gjort opmærksom på den arvelige risiko. Erfaringerne har givet hende et særligt blik for sygdommens konsekvenser, og hvor sundhedsvæsenet halter.
Da Trine Græses mor i 2013 fik et sammenfald i ryggen, ændrede det familiens liv. Moren mistede sin mobilitet, kom i kørestol og flyttede på plejehjem. Hun var 81 år. ”Hun blev udredt for knogleskørhed og fik diagnosen. Mine søstre og jeg var med på hospitalet, men ingen sagde til os, at vi også kunne være i risiko,” fortæller Trine Græse. På vej hjem fra hospitalet reagerede hun dog med det samme. ”Jeg sagde til mine søstre, at vi skulle undersøges for det her, for det er arveligt. På det tidspunkt kendte jeg allerede lidt til knogleskørhed gennem mit politiske arbejde.”
Alle tre søstre gik til egen læge og blev sendt til DXA-scanning. De to ældre søstre fik konstateret knogleskørhed, mens Trine Græse havde osteopeni. Nogle år senere fik også hun diagnosen knogleskørhed. For Trine Græse står én tanke stadig tilbage: ”Jeg forstår ikke, at hospitalsafdelingen ikke sagde til os, at vi også burde undersøges. Og jeg forstår heller ikke, at min mor ikke blev opdaget 10 år tidligere, da hun brækkede anklen. Jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte: Kan man virkelig brække anklen af dét? Men ingen gjorde noget. Systemet svigtede,” fortæller Trine Græse.
Hun er ikke i tvivl om, at et tidligere fokus kunne have gjort en forskel. ”Hvis min mor var blevet undersøgt dengang, havde hun måske undgået de sidste fire år i kørestol og på plejehjem.
Jeg forstår ikke, at der ikke er mere opmærksomhed på sygdommen, for den kan jo have store konsekvenser. Både menneskeligt, men også økonomisk for samfundet, for det er jo rigtig dyrt eksempelvis at sende mennesker på plejehjem.”
Borgmester med blik for knogleskørhed
Et par år senere blev Trine Græse borgmester i Gladsaxe Kommune. Her begyndte hun for alvor at lægge mærke til, hvor mange steder sygdommen kunne opdages tidligere. ”Når man har knogleskørhed i familien, eller når man får et brud efter overgangsalderen, så mener jeg, at man bør screenes. Når ét familiemedlem får diagnosen, burde resten af familien informeres om deres risiko.”
Som borgmester oplevede hun sundhedsvæsenet indefra gennem samarbejdet med regioner og sundhedsklynger. ”Vi havde mange møder og et godt samarbejde, men jeg oplevede ikke, at der for alvor skete nok på området. I dag er samarbejdet mellem kommuner og regioner blevet langt tættere gennem sundhedsrådene. Vi samarbejder blandt andet om det, vi kan gøre sammen for at gøre det billigere og bedre. Her bliver knogleskørhed et vigtigt område at få med,” forklarer Trine Græse.
Selvom hun ved årsskiftet gav borgmesterkæden videre, er hun fortsat valgt til byrådet de næste fire år. Samtidig ønsker hun at bidrage til Osteoporoseforeningens arbejde og har allerede mødtes med formand Linda Garlov, om, hvordan hendes erfaringer kan bruges politisk. ”Tidligere var der ikke meget fokus på knogleskørhed, men det er blevet bedre. Og heldigvis gøres der en masse for at opdage sygdommen ved såkaldte lavenergibrud – og nogle regioner er rigtig gode til det. Men det fylder stadig for lidt politisk. Det er egentlig rystende, når behandlingen både er enkel og relativt billig. Jeg håber med min historie at bidrage til, at vi får mere fokus på arvelighed.”
”Igen var det mig selv, der skulle sige det”
Trine Græse er gennem sin knogleskørhed også blevet opmærksom på, at mange sygdomme bliver behandlet med prednisolon. Hun blev nemlig selv ramt af en autoimmun sygdom og blev tilknyttet en hospitalsafdeling.
”På et tidspunkt foreslog lægen på hospitalet, at jeg skulle prøve prednisolon. Men jeg havde læst et sted, at det ikke var godt for knoglerne. ”Nå”, sagde lægen og fandt så en anden behandling. Igen var det mig selv, der skulle sige det. Lægen var ikke opmærksom på det. Det blev jeg meget overrasket over,” fortæller hun.
Træning gav ny tryghed
Efter mange år med et travlt arbejdsliv som borgmester har Trine Græse nu besluttet at prioritere sin egen sundhed også. Hun meldte sig ind i Osteoporoseforeningen og begyndte på et træningshold. ”Det sidste halve år har jeg trænet i fitnesscenter sammen med andre gennem Osteoporoseforeningen. Det har været rigtig godt, fordi jeg trænger til at få brugt min krop og få styrket min muskulatur.”
Træningen har samtidig givet hende større tryghed i forhold til sygdommen. ”Det har været godt at få bekræftet, at der ikke er noget, jeg ikke må. Jeg har også fået at vide, hvad der er godt for mine knogler, for eksempel at hoppe og dyrke anden vægtbærende motion.”
Denne artikel er skrevet af Ane Søby Eskildsen. Artiklen er første gang bragt i magasinet Knogleliv september 2026