Alexandar Lauritzen

”Hvorfor ikke sende en mand til DXA-skanning, hvis hele familien har knogleskørhed?” spørger Alexandar, der i dag er fysioterapeut og diagnosticeret med knogleskørhed. I 30’erne kunne Alexandar få et trykket ribben af at lave rygøvelser på et ujævnt underlag. Mere skulle der ikke til. Alexandars mor og mostre havde alle knogleskørhed, og derfor begyndte han at mistænke, at han også selv havde sygdommen. Alligevel ville lægen ikke sende ham til DXA-skanning.

”Min styrke, mit udseende, min vægt, min BMI – alt så fint ud på overfladen. Men nu skal jeg leve med smerter resten af mit liv. Jeg ville ønske at jeg var blevet taget alvorligt i mine 30’ere. Der skal mere opmærksomhed på den arvelige faktor,” fortæller han.

Får endelig diagnose

Alexandar bliver først diagnosticeret med knogleskørhed som 43-årig, da han brækker lårbenet efter et lille fald på cyklen. Han bliver indlagt på hospitalet og oplever for første gang, at hans mistanke om knogleskørhed bliver taget alvorligt. Lægen sender ham til DXA-scanning.

Den efterfølgende skanning viser, at Alexandar har knogleskørhed. Han får sat et marvsøm ind i venstre lårbensknogle, og kan allerede stå op dagen efter. Men marvsømmet er ikke uden gener. Et mindre stykke af marvsømmet går ud af knoglen og skaber irritation af muskulatur og fedtpude med smerter til følge.

”Hvis jeg går hurtigt eller løber, har jeg stort set smerter i hvert skridt. Men det gør heldigvis ikke så ondt, at det påvirker mine bevægelser. Det går fint, hvis jeg går stille og roligt. Jeg sætter niveauet efter det, som venstre ben kan klare,” fortæller han. Som fysioterapeut ved Alexandar, at det ikke nytter noget at være inaktiv. Derfor forsøger han at løbe og styrketræne tre gange om ugen.

”Det er vigtigt at holde sig i gang – også her, hvor der er noget smerte. Jeg har valgt at leve med, at det gør ondt. Tough luck,” afslutter han.