Helen Bernt Andersen

Helen Bernt Andersen fik et knoglebrud i ryggen og fandt derefter ud af, at hun havde knogleskørhed. Det viste sig, at årsagen var primær hyperparathyroidisme.

I august 2022 var Helen på ferie i sommerhus på Læsø. En skøn ferie med hele familien.
Men lige inden afgang skulle hun bære en tung pose ind i bilens bagagerum.
Helen mærkede et pludseligt jag i ryggen og tænkte: ”Har jeg fået hold i ryggen?”

”Jeg prøvede at rette mig lidt op, og jeg fortalte
min søster, at noget føltes skidt i ryggen,” forklarer Helen Bernt Andersen, mens hun sidder i sin spisestue i Virum, nord for København.

Helen er i dag 70 år og beskriver sig selv som en stærk, sund og frisk kvinde.
Tilbage på Læsø valgte Helen at trodse smerterne og kørte bilen til færgen og hele vejen hjem til Virum.
Smerterne begyndte senere at påvirke hendes vejrtrækning, og dagen efter var smerterne ikke blevet mindre. Hun tog til en fysioterapeut, fik massage og prøvede lette stræk, men intet hjalp.

Efter nogle dage endte Helen med at kontakte sin læge, og her fik hun klar besked: Der skulle tages røntgenbilleder med det samme.
”Det var et knoglebrud, et kraftigt sammenfald,” forklarer Helen, mens minderne om de forfærdelige smerter giver hendes
ansigt et mere alvorligt udtryk.

Helen blev henvist til en DXA-scanning og fik taget blodprøver.

Knogleskørhed og hvad mere?

Knoglebruddet i Helens ryg gjorde, at hun tabte 7-8 centimeter i højden næsten med det samme. DXA-scanningen viste
knogleskørhed. Hun blev derefter sat i forbindelse med overlæge og professor i endokrinologi på Rigshospitalet, Peter Schwarz.
Han kunne ikke forstå, hvorfor Helen var så hårdt ramt og mistænkte derfor, at hun havde en anden sygdom, som havde medført knogleskørheden.
Peter Schwarz’ mistanke blev bekræftet, da han så svarene fra blodprøverne. De viste, at mængden af både parathyreoideahormon
(PTH) og kalk i blodet var forhøjet. Helen havde fået knogleskørhed, fordi hun havde sygdommen primær hyperparathyroidisme.

” Det er ligesom en brandøvelse. For at stoppe en brand skal man finde den udløsende årsag,” forklarer Peter Schwarz og fortsætter: “Derfor skulle vi have Helen opereret i biskjoldbruskkirtlen, før vi kunne gå i gang med behandlingen af hendes knogleskørhed.”

Operationen løste problemet

Helen blev opereret i december 2023, omkring 15 måneder efter hun fik sit knoglebrud.
”Der skulle nogle undersøgelser til, og lægerne ville være helt sikre, før de opererede mig i halsen. Og det er så det lille ar,
du kan se her,” forklarer Helen, mens hun retter ansigtet mod loftet og peger på et tyndt, lyst ar på cirka fem centimeter, der går på tværs på midten af hendes hals.

Kort tid efter var Helen til kontrol, og det høje kalkindhold i blodet var forsvundet.
”Så kunne jeg begynde at tage kalktilskud og medicin som andre patienter med knogleskørhed.”

Et aktivt liv med knogleskørhed

I dag lever Helen ubesværet med sin knogleskørhed, og hun gør, hvad hun kan for ikke at lade sig begrænse.
Hun er formand for Kræftens Bekæmpelse og rejser landet rundt for at holde møder med frivillige og deltager i mange aktiviteter for kræftsagen. Hun nyder naturen og passer sin have og glæder sig over at have fået mere tid sammen med sine børnebørn.

“Jeg er glad for, at min læge ikke bare tog min knogleskørhed for gode varer. Min sygdom blev taget seriøst, og jeg blev undersøgt for, om der kunne ligge en anden sygdom til grund for min knogleskørhed. Og det gjorde der jo,” fortæller hun og fortsætter: