Osteoporose skal opdages tidligere

Når opsporing af osteoporose afhænger af individet, betyder det, at det ofte ikke er personerne med den højeste risiko for knoglebrud, der bliver undersøgt og tilbudt behandling. Én udfordring er, at patienter med osteoporose og risiko for knoglebrud præsenterer sig i mange forskellige sammenhænge, fx almen praksis, skadestue, ortopædkirurgiske, endokrinologiske, reumatologiske, gastroenterologiske afdelinger m.fl., og at udredningen og behandlingen af osteoporose skal foregå i en anden afdeling. En anden udfordring er, at de faglige selskabers vejledninger om udredning for osteoporose kun følges i ringe grad.

Osteoporoseforeningen anbefaler tidlig og systematisk opsporing målrettet fire patientgrupper i høj risiko for osteoporose og medfølgende knoglebrud.

Indsats: Frakturforebyggelsesprogrammer skal indføres på alle akuthospitaler
Borgere over 50 år, der kommer på sygehuset med en fraktur i hofte, håndled, ryg, over- eller underarm eller bækken, skal omfattes af et koordinatorbaseret frakturforebyggelsesprogram (FLS, Fracture Liason Service). Denne patientgruppe burde være den letteste at identificere og få undersøgt, da de jo kommer i kontakt med sundhedsvæsenet, når de behandles for knoglebruddet.

Med et koordinatorbaseret frakturforebyggelsesprogram på alle landets akuthospitaler sikres, at patienten med knoglebrud kommer videre fra behandling af knoglebrud til undersøgelse for osteoporose og om nødvendigt opstart af behandling. Den koordinatorbaserede indsatsen er som minimum omkostningseffektiv, og den er anbefalet af Sundhedsstyrelsen allerede i 2018 og igen af en tværregional arbejdsgruppe i 2021. Der bør opstilles mål for indsatsen samt monitering og dokumentation, fx via en RKKP-database.

Indsats: Bi-fund ved billeddiagnostik af ryggen skal rapporteres
Den næste gruppe er patienter, der får påvist brud på ryghvirvler ved billeddiagnostik ved andre sygdomme. Disse patienter skal systematisk undersøges for osteoporose og have tilbud om behandling, hvis det er indikeret. Et rygsammenfald er en alvorlig konsekvens af osteoporose, men desværre bliver de fleste sammenfald ikke erkendt. Bruddene kan ses på røntgen af thorax, CT-scanning af thorax eller abdomen, som udføres af andre årsager. Men selvom knoglebruddene tydeligt fremgår, så omtales de kun meget sjældent i røntgen/CT-beskrivelsen og kommer derfor ikke til den behandlende lægens kendskab. Kun 20 % af rygbruddene bliver diagnosticeret.

Indsats: Medicininduceret osteoporose skal forebygges
Den tredje gruppe er patienter, der behandles med glukokortikoider og derfor har høj risiko for knogletab og knoglebrud. Her er bl.a. tale om binyrebarkhormon, som anvendes bredt, antiøstrogen mod brystkræft og antiandrogen mod prostatakræft. Glukokortikoider er receptpligtige lægemidler, og der kan således relativt let sikres et optimalt tilbud til patientgrupperne, så de systematisk undersøges for osteoporose og tilbydes behandling, hvis dette er indikeret. Derudover bør effekten af glukokortikoider på knoglevæv og dermed risikoen for knoglebrud fremgå tydeligere af patientinformationen.

Indsats: Sekundær osteoporose skal tages alvorligt
Den fjerde gruppe er patienter med sygdomme, der øger risikoen for udvikling af osteoporose. Her er bl.a. tale om patienter med bindevævslidelser, KOL og inflammatoriske tarmsygdomme. Patienterne skal have forløbsprogrammer, der sikrer rettidig opsporing og behandling af sekundær osteoporose. Der skal således etableres klare aftaler med den afdeling, der har ansvaret for den primære behandling og osteoporoseafdelingen, fx kan hospitalerne gøre osteoporose til et fokusområde på tværs af specialer, og sundhedsvæsenets nye samarbejdsorganer kan bidrage til at sikre bedre sammenhæng.

Indsats: Opsporing af osteoporose på baggrund af risikofaktorer skal foregå i primærsektoren
Primærsektoren spiller en stor rolle i at identificere mennesker med høj risiko for osteoporose. Hver dag gennemfører læger og sundhedspersonale vigtige forebyggende helbredssamtaler og -undersøgelser. Det vil have en stor effekt systematisk at spørge til risikofaktorer for osteoporose i forbindelse med de samtaler, der allerede finder sted, men der er behov for et værktøj til dette. Særligt over for tre grupper af borgere bør der ske en risikovurdering:

• Kvinder, der opsøger egen læge eller gynækolog i forbindelse med menopausen.
• Mænd over 60 år og kvinder efter overgangsalderen, der kommer til helbredstjek hos praktiserende læge.
• Mænd og kvinder, der modtager forebyggende kommunale hjemmebesøg. Her kan den kommunale medarbejder gennemgå et skema med risikofaktorer for osteoporose, fald, hjertekar-sygdom eller andre tilstande, der ønskes fokus på, og bidrage til rettidig opsporing af asymptomatiske tilstande, som fx osteoporose, der medfører risiko for sygelighed, tab af livskvalitet og evnen til at kunne leve uafhængig af hjælp fra andre.

Indsats: Befolkningen skal kende risikofaktorer og knoglevenlig livsstil
Der er behov for bred folkeoplysning om risikofaktorerne for osteoporose, herunder at sygdommen er arvelig. Derved kan den enkelte bidrage til en tidlig opsporing af sygdommen. Der er også massivt behov for at udbrede kendskabet til knoglevenlig livsstil, for osteoporose kan forebygges ved hjælp af en knoglevenlig livsstil livet igennem.

• Forældre skal vide, at deres børn har brug for tilstrækkeligt med calcium, vitamin D og fysisk aktivitet gennem hele opvæksten for at sikre optimale forhold for knogletilvækst
• Unge skal vide, hvordan de lever knoglevenligt, herunder hvor vigtigt det er at være fysisk aktiv og at undgå rygning.
• Gravide og ammende skal vide, at deres krop har et øget behov for calcium og vitamin D.
• Den menopausale kvinde skal kende risikofaktorer og knoglevenlig livsstil med tilstrækkeligt indtag af calcium og vitamin D og fysisk aktivitet.
• Den ældre borger skal kende risikofaktorer og knoglevenlig livsstil med tilstrækkeligt indtag af calcium og vitamin D og fysisk aktivitet samt muligheder for at træne balance og forebygge fald.