Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

For personer med osteoporose kan der være bekymringer forbundet med aktiviteter i hverdagen, især for personer der har oplevet et eller flere rygsammenfald/ brud på rygsøjlen.

Det er ikke muligt at lave generelle anbefalinger for hver enkelt hverdagsaktivitet. Derfor er det i højere grad vigtigt at tale om overordnede anbefalinger for hverdagsaktiviteter for personer med osteoporose.

  • Lyt til din krop og mærk efter om aktiviteten giver smerter eller gør dig træt i ryggen
  • Hvis du oplever smerter, skal du stoppe med aktiviteten.
  • Bliver du træt i ryggen, skal du holde en pause fra aktiviteten.

Når ryggen bliver træt, er det et udtryk for, at ryggens muskulatur har brug for pause. Du kan sagtens genoptage aktiviteten, men vær opmærksom på følgende:

  • Gode og varierende arbejdsstillinger
  • God løfteteknik, hvor du spænder dine muskler omkring ryg og mave
  • Pauser undervejs i aktiviteter som rengøring, madlavning, oprydning osv.

Vi anbefaler, at du tænker hverdagens aktiviteter som cirkeltræning – se figuren herunder. Når aktiviteter deles op, får ryggens muskulatur en pause. Pauser undervejs i aktiviteten gør det også mere overskueligt at huske de gode arbejdsstillinger, den gode løfteteknik og at lytte til kroppens signaler.

Brug figuren som inspiration til din egen hverdag.

Er du i tvivl om gode arbejdsstillinger og god løfteteknik, så anbefaler vi, at du tager kontakt til en fysioterapeut eller en ergoterapeut.

Belastning ved træning for personer med osteoporose
For patienter med osteoporose er der generelt en øget risiko for knoglebrud ved fysisk aktivitet og træning. Når man har osteoporose, kan det være svært at vurdere, om en træningsform er hensigtsmæssig eller uhensigtsmæssig at deltage i.

Når du skal vurdere, om en træningsform er for dig, skal du tage udgangspunkt i:

  • Sværhedsgraden af din osteoporose (T-score), og om du har tidligere knoglebrud
  • Hvor fysisk aktiv du er til hverdag, og om du er rutineret i den pågældende træningsform
  • Intensiteten af træningsformen og risikoen for fald ved træning

Du kan bruge belastningstrappen som inspiration til at vurdere, hvor risikofyldt en given træningsform er.

Belastning ved træning - risikotrappe

  • Aktiviteter som Pilates og gåture er eksempler på aktiviteter med lav intensitet og lav belastning af kroppen.
  • Aktiviteter som fitness, golf og visse yogaformer har en højere intensitet, og dermed en højere belastning af kroppen.
  • Skiløb, mountainbike og kontaktsport er eksempler på aktiviteter belastningen er højest. Både pga. den høje intensitet og den øgede risiko for at falde.

Med nogle træningsformer har du mulighed for at justere på intensiteten og risikoen for fald. Ved at fjerne risikomomenter fra træningsformen kan du, i mange tilfælde, mindske belastningen og dermed fortsætte med en træningsform, du holder af.

Er du i tvivl?
Er du det mindste i tvivl om, hvorvidt du kan deltage i en træningsform, så anbefaler vi, at du tager kontakt til en fysioterapeut med viden om osteoporose. Fysioterapeuten kan hjælpe dig med at vurdere sværhedsgraden af din osteoporose, intensiteten af træningsformen og dine muligheder for at justere træningsformen.

Opdateret d. 25. oktober 2022