Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt
Sanne Werner Møller Andersen, kæbekirurg på Afdelingen for Kæbekirurgi på Rigshospitalet svarer på de hyppigst stillede spørgsmål om tænder og knogleskørhed.
Knogleskørhed i sig selv behøver ikke give anledning til bekymring for dine tænder. Det er yderst sjældent, der er komplikationer. Det vigtigste er, at du passer på dine tænder, går til tandlæge ofte og ved tandsygdom får lavet den nødvendige behandling.
Sanne Werner Møller Andersen
Jeg tager Alendronat og synes mine tænder er blevet mere følsomme. Kan det være medicinen?

Det er normalt at have mere følsomme tænder i forskellige perioder af sit liv. Oplever du mundtørhed og mindre spyt som bivirkning til din medicin, kan det have betydning for din fornemmelse af sensibilitet i tænderne

Jeg har fået Alendronat i tre år og skal have trukket en tand ud. Må min tandlæge foretage indgrebet?

Ja. Din tandlæge skal bare følge op med de vanligekontroller for at sikre den rette opheling.

Hvem skal trække min tand ud, når jeg har fået medicin i fem år?

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler at du tager til specialtandlæge, hvis du har fået medicin i mere end fire år og skal have udført operationer i mundhulen. Men den almen praktiserende tandlæge kan godt udføre behandlingen, hvis der forelægger væsentlige overvejelser til grund for det.

Operationer i mundhulen kan være tandudtrækning, implantater og rodspidsoperation. Anbefalingen er lavet for at passe på patienterne. Studier viser nemlig, at risikoen
for osteonekrose stiger efter fire år. Kæbekirurgen er specialiseret i at operere de komplicerede sager og er vant til at varetage eventuelle komplikationer med det samme, så patientens risiko for problemer minimeres.

Hvordan foregår fjernelse af en tand hos en kæbekirurg?

Operationen foregår i lokal bedøvelse svarende til den, du får hos din egen tandlæge. Herefter laves en åbning ved tandkødet, og det skubbes til side for at få adgang til tanden og rødderne. I de fleste tilfælde skal tanden deles i flere dele med et bor, under påsprøjtning med saltvand. Når tanden er fjernet, skylles såret efter med saltvand, og tandkødet sys sammen. Trådene fjernes som oftest efter 7-14 dage, hvor der ligeledes foretages kontrol af heling. I de fleste tilfælde kontrolleres heling igen efter 4 uger.

Smuldrer min kæbe, og får jeg løse tænder, fordi jeg har knogleskørhed?

Osteonekrose, kæbenekrose, ’død kæbe’ og ’smuldret kæbe’ er det samme. Det er en yderst sjælden komplikation, men når det sker, er det typisk i forbindelse med en operation i mundhulen. Det sker sjældent på grund af medicinen alene. Løse tænder er en bivirkning ved paradentose, som
kommer på grund af en infektion i tandkødet.

Hvad med os der får knogleopbyggende medicin som Evenity og Forsteo. Er vi også i øget risiko for osteonekrose?

Det er en anden slags medicin, som ikke har været beskrevet som risikofaktor for udvikling af osteonekrose.

Hvor i landet behandles osteonekrose, og hvordan foregår det?

I de sjældne tilfælde, hvor der opstår osteonekrose, behandles det på hospitaler i Aalborg, Aarhus, Odense, Esbjerg, Køge og København. Det foregår ved, at kirurgen skærer den døde del af knoglen væk. Når den del først er væk, kommer den ikke igen, og vi kan ikke bygge en ny knogle på. Den manglende knogle kan for nogle være ubetydelig, mens den for andre kan gøre det svært at sætte implantat eller protese ind. Det kan i sjældne tilfælde betyde besvær med at tygge og tale, asymmetri i ansigtet og ændrede følelser i huden, tandkødet og læberne.

Hvad er forskellen på manglende såropheling og osteonekrose?

Det er i bund og grund det samme. Definitionen på osteonekrose er, at knoglen er blottet i over otte uger. Det er det samme, som sker, når et sår ikke heler op otte uger efter operation.

Kan jeg få tandimplantat, når jeg får medicin for knogleskørhed?

Ja, med de rette forholdsregler. Har du fået medicin i mere end fire år, anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed, at du tager til en kæbekirurg for at få lavet implantatet. Om tandimplantat er den rette behandling for dig, vil altid bero på en individuel vurdering, helt ligesom hos patienter uden knogleskørhed. Tandlægen vil vurdere det i forhold til, hvor mange tænder du har tilbage at tygge med, om en bro eller en protese er en bedre løsning, hvordan din øvrige mundsundhed er, om du har paradontitis, og om du får anden medicin.

Jeg skal starte i behandling med Alendronat. Bliver min implantatbro påvirket?

Nej, det forventer jeg ikke. Men du skal gå til de vanlige kontroller hos din tandlæge for at få det tjekket løbende.

Påvirker min knogleskørhed mine tænder, selvom jeg ikke tager medicin?

Nej, det gør den ikke. Det er medicinen, som påvirker din kæbeknogle.

Hvor meget dyrere er det hos en kæbekirurg, og får jeg tilskud?

Prisen afhænger af de priser, som den enkelte kæbekirurg eller tandlæge har fastsat, og det kan variere fra sted til sted. Hvis du ”bare” skal have trukket en tand ud med tang ved tandlægen, er prisen fastlagt af staten, mens prisen for en operation varierer i forhold til proceduren og hvor kompliceret den er. Det er ikke nødvendigvis dyrere hos en kæbekirurg. Det kan være en god ide at undersøge prisen, inden du går i gang.

Er du medlem af Sygesikringen Danmark, får du et tilskud. Nogle får også tilskud fra deres sundhedsforsikring. Ellers er der ingen
tilskud. Får du osteonekrose er al behandling på sygehuset gratis.

Opdateret d. 6. marts 2023