Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Et testamente giver dig indflydelse på, hvem der skal arve efter dig. Det kan virke stort og uoverskueligt at oprette testamente, men det behøver ikke være svært. Når du deler processen op i nogle få trin, kan du få overblik over dine ønsker og sikre, at din arv bliver fordelt, som du gerne vil.

Hvis du vælger at betænke Osteoporoseforeningen i dit testamente, er du med til at støtte arbejdet for bedre knoglesundhed, mere viden, rådgivning og forskning til gavn for mennesker med knogleskørhed.

Her på siden hjælper vi dig med at komme godt i gang med at oprette testamente, og hvad du skal forberede dig på, inden du kontakter en advokat eller selv opretter dit testamente online.

Kom godt i gang med oprettelse af testamente

Med tre enkle trin kommer du godt i gang med at oprette dit testamente. Vi gennemgår alle tre trin nedenfor.

  • Beslut hvem og hvad du vil betænke
  • Få hjælp til at oprette dit testamente
  • Få dit testamente underskrevet korrekt

 

1) Forbered dig før du opretter testamente

Det kan være en god idé at samle dine tanker og oplysninger, inden du kontakter en advokat eller opretter testamente online.

Med en gratis tjekliste fra Det Gode Testamente får du et overblik over:

  1. Hvem er dine nærmeste? Få overblik over familie, ægtefælle, samlever og tidligere ægteskaber.
  2. Hvad ejer du? Skriv bolig, konti, værdipapirer, indbo og andre værdier ned.
  3. Hvad skylder du? Få overblik over lån, restgæld og andre økonomiske forpligtelser.
  4. Hvem står til at få pensioner og forsikringer? Tjek begunstigede, fordi pensioner og livsforsikringer ikke altid følger testamentet.
  5. Hvem vil du gerne betænke? Beslut hvilke personer og eventuelt hvilke velgørende organisationer, der skal arve.
  6. Har du særlige ønsker? Tag stilling til særeje, båndlæggelse, indbo, husdyr, gravsted og bobestyrer.
  7. Hvad skal advokaten hjælpe dig med, hvis du vil gøre brug af en advokat? Skriv dine spørgsmål ned og tag tjeklisten med til mødet.

Tjekliste er netop lavet som et praktisk værktøj, du kan printe, udfylde og tage med til advokaten.

 

Download tjekliste gratis

Kom godt i gang med oprettelsen af dit testamente med en gratis tjekliste fra Det Gode Testamente. Tjeklisten gennemgår, hvad der er værd at vide, når du skriver testamente, og gør det mere overskueligt for dig at få et overblik.

Hent tjekliste

 

2) Få hjælp til at oprette dit testamente

Du kan i princippet selv skrive et testamente, hvis dine ønsker er meget enkle. Men vi anbefaler, at du får juridisk hjælp, så du er sikker på, at testamentet bliver udformet korrekt, og at dine ønsker kan føres ud i livet.

Du kan få hjælp på flere måder:

  • Få hjælp af en advokat
    En advokat kan rådgive dig om dine muligheder og hjælpe med at sikre, at testamentet passer til din familie, økonomi og ønsker. Har du ikke en advokat i forvejen, kan du finde en advokat gennem Det Gode Testamente, som Osteoporoseforeningen er en del af. 
  • Opret testamente online
    Du kan også oprette testamente online via en juridisk platform. Osteoporoseforeningen samarbejder med Dokumenter.dk og Legaldesk, hvor du bliver guidet gennem de spørgsmål, der er relevante, når du opretter testamente.

Læs mere om dine muligheder for hjælp

Se mere her

 

3) Få dit testamente underskrevet korrekt

Når dit testamente er skrevet, skal det underskrives korrekt for at være juridisk gyldigt. Et testamente kan oprettes som enten et notartestamente eller et vidnetestamente

Vi anbefaler som udgangspunkt et notartestamente. Når du underskriver testamentet hos notaren, bliver det registreret i Centralregistret for Testamenter. Det giver større sikkerhed for, at testamentet bliver fundet, når arven en dag skal fordeles.

En notar er tilknyttet skifteretten. Du kan finde din lokale skifteret på domstol.dk. Husk at medbringe billedlegitimation, når du skal underskrive testamentet hos notaren.

 

Har du spørgsmål?

Du er altid velkommen til at ringe eller skrive vores direktør Camilla Nissen Toftdal, hvis du har spørgsmål om at testamentere til foreningen og foreningens arbejde. Vi kan også hjælpe dig med at finde en advokat til juridiske spørgsmål. Gennem vores medlemskab i Det Gode Testamente kan du få gratis juridisk rådgivning.

Camilla kan også informere dig om, hvordan du får et tilskud op til 5.000 kr. til testamenteoprettelse, hvis du betænker Osteoporoseforeningen hele eller dele af din arv.

Det er helt uforpligtende – og vi hjælper dig gerne videre.

 


Osteoporoseforeningen er en del af Det Gode Testamente

Vi er en del af fællesskabet i Det Gode Testamente – et landsdækkende samarbejde mellem mere end 50 af landets velgørende organisationer, der gør det nemt og trygt at betænke en god sag i sit testamente.

Samarbejdet giver dig mulighed for at få gratis og uvildig rådgivning om arv og testamente af Det Gode Testamentes advokater. Du kan også få dækket dine omkostninger i forbindelse med oprettelse af dit testamente.

Via nedenstående links, kan du læse mere om samarbejdet, få rådgivning eller finde en advokat via Det Gode Testamentes hjemmeside.