Knogleskørhed som følgesygdom

Mangel på D-vitamin er den hyppigste årsag til udvikling af lav knoglemasse. Får man konstateret D-vitamin-mangel i forbindelse med udredningen for knogleskørhed, skal der ske en opregulering af indholdet af D-vitamin i blodet, før man ordinerer behandling med osteoporosemedicin. Efter et år med dagligt tilskud af kalk og D-vitamin vil mange patienter ikke længere have knogleskørhed.

Prednisolon (binyrebarkhormon) er effektivt til behandling af en lang række sygdomme, men har en negativ indvirkning på knoglerne. Det skyldes blandt andet, at Prednisolon hæmmer knogleopbygningen samt nedsætter optagelsen og øger udskillelsen af kalk. Den negative påvirkning af knoglerne indsætter relativt hurtigt og kan medføre knoglebrud. Men risikoen for knoglebrud falder igen, hvis du stopper med at tage Prednisolon.

Behandles man med en gennemsnitlig dosis på 5 mg dagligt eller mere i en periode over 3 måneder, er det derfor vigtigt at blive undersøgt med DXA-skanning. Man skal også tage et dagligt tilskud af kalk og D-vitamin i behandlingsperioden.

Der er ingen data, der tyder på, at lokal behandling med binyrebarkhormon som fx creme eller næsespray skulle øge risikoen for knogleskørhed. Hvis man bliver behandlet med en høj dosis binyrebarkhormon i kort tid som fx ved allergi eller sclerose, er der ikke øget risiko for påvirkning af knoglerne.

Kønshormonerne spiller en vigtig rolle for vedligeholdelse af knoglerne. Det kan derfor påvirke knoglerne negativt, hvis man modtager antihormonbehandling for fx brystkræft eller prostatakræft, da disse behandlinger i stor grad fører til kønshormonmangel. Derfor er det vigtigt at supplere med tilskud af kalk og D-vitamin samt blive undersøgt med DXA-skanning, hvis man modtager denne type af behandling. Dette foranlediges ofte af kræftafdelingen.

Hvis man har en kronisk inflammationstilstand, som ikke er under kontrol – for eksempel tarmbetændelse (Colitis og Mb Crohn), leddegigt, Mb. Bechterew, systemisk lupus erythematosus og kronisk obstruktiv lungesydom (KOL) – øges risikoen for udvikling af knogleskørhed. Det skyldes, at inflammation i sig selv aktiverer knoglenedbrydning.

Overdreven medicinsk behandling af stofskiftesygdom kan øge tabet af knoglemasse, ligesom stofskiftesygdom med højt stofskifte i sig selv ubehandlet kan medføre, at der opstår ”huller” i

knoglemassen. Før man behandles med osteoporosemedicin, skal stofskiftet derfor være velreguleret.

Parathyroideahormonet, PTH, regulerer kalkkoncentrationen i blodet, men ved for høj koncentration af PTH i blodet fungerer reguleringen ikke. PTH trækker i så fald kalk ud af skelettet, og dermed risikerer man at udvikle knogleskørhed.

Forskning viser, at risikoen for knoglebrud er forhøjet ved både type 1 og type 2 diabetes. Risikoen for brud er højst ved type 1 diabetes, især jo længere tid, man har haft sygdommen. Det er fortsat uafklaret, hvilken mekanisme, som lægger til grund herfor, men der forskes intenst på dette område.

Personer med sukkersyge er også i øget risiko for at falde, ligesom risikoen for komplikationer ved operation af et knoglebrud er højere for personer med sukkersyge end andre jævnaldrende.

Du kan læse mere om sukkersyge og knogleskørhed her (https://www.osteoporose.dk/knogleskoerhed/knogleskoerhed-som-foelgesygdom/type-2-diabetes/)

En nedsat nyrefunktion kan også være forbundet med øget risiko for at udvikle knogleskørhed, da nyrerne er med til at aktivere D-vitamin. Når nyrerne er svækkede, vil der således blive dannet mindre aktivt D-vitamin, hvilket på sigt vil føre til nedsat knoglemineraltæthed. Dertil kommer, at en del nyresygdomme behandles med binyrebarkhormon (steroider), som også har en negativ effekt på knoglerne.

Myelomatose er en alvorlig kræftsygdom i knoglemarven, som kan øge nedbrydningen af knoglerne. Dog foregår denne påvirkning typisk ikke i hele skelettet, men mere lokalt, hvor kræftcellerne er flest. Dertil gælder også, at en af behandlingerne for denne type af knoglemarvskræft er binyrebarkhormon, og der foregår således en øget, negativ påvirkning af knoglerne. Ved mastocytose kan knoglevævet fortrænges, ligesom der udskilles betændelsestoffer fra mastcellen.

Ved anoreksi er der oftest tale om et stærkt nedsat kalorieindtag kombineret med stor fysisk aktivitet, hvilket fører til et stort vægttab. Det er især mangel på kalk og D-vitamin, der påvirker knoglerne negativt, men for nogen kan det store vægttab og den lave kropsvægt også føre til

reduceret mængde af kønshormon og forstyrrelser i andre hormonbalancer, der har betydning for udvikling og vedligeholdelse af knoglerne.

Hvis du har oplevet at falde gentagne gange, kan det være en god idé at tage fat i din læge. Der kan være mange årsager til, at man falder ofte og øger risikoen for knoglebrud.

Blandt HIV-smittede personer ses en øget forekomst af knogleskørhed, hvilket både skyldes sygdommen og behandlingen. Tabet af knoglemasse sker især i de første år efter behandlingsstart. Langt de fleste patienter med HIV over 50 år henvises til DXA scanning fra den specialafdeling, de er tilknyttet.

Sjældne sygdomme/tilstande som akromegali (perifer kæmpevækst), væksthormonmangel, Addisons sygdom, Cushings syndrom, Ehlers-Danlos’ syndrom, Marfan’s syndrom og hæmocromatose kan alle øge risikoen for at have eller udvikle knogleskørhed. Disse diagnoser stilles og behandles typisk hos specialister, som er bekendt med risikoen for knogleskørhed.

Aromatasehæmmer, der bruges til behandling af brystkræft samt antihormonbehandling (antiandrogener) mod prostatakræft, har vist at øge risikoen for osteoporose. I begge tilfælde skyldes det, at medicinen mindsker mængden af mandligt/kvindeligt kønshormon (østrogen for kvinder og testosteron for mænd), som ellers begge har en beskyttende effekt på knoglerne. Det anbefales derfor at tage tilskud af kalk og D-vitamin, mens behandlingen står på samt at undersøge knogletætheden med DXA-scanning. Dette foregår ofte helt rutinemæssigt på de fleste kræftafdelinger.

Der findes en lang række medikamenter, der kan påvirke knoglerne, hvoraf de vigtigste allerede er nævnt; nemlig prednisolon, aromatasehæmmere og antiandrogener. Listen over øvrige lægemidler, hvor man har kunnet se en forbindelse til udvikling af knogleskørhed og/eller knoglebrud, er lang. Behandling med disse giver i sig selv ikke anledning til udredning for knogleskørhed.

Det drejer sig om:

• Visse typer af epilepsimedicin
• Vanddrivende medicin (loop-diuretika)
• Lithium
• Heparin (blodfortyndende)
• Warfarin (også kendt som Marevan. Også blodfortyndende)
• SSRI (typisk til behandling af depression og angst)
• Tricyclisk antidepressiva (mod depression)
• Protonpumpehæmmere (medicin mod mavesår og for megen mavesyre og mave, fx Lansoprazol, Pantoprazol m.fl.)
• Glitazoner (til behandling af diabetes, fx Actos)

Er du i tvivl, spørg da altid din behandlende læge.

Hvis du er medlem af Osteoporoseforeningen og har spørgsmål vedrørende sekundær osteoporose, kan du ringe til foreningens lægetelefon. Du finder telefonnummeret i dit medlemsmagasin Knogleliv.