Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Et naturligt skifte i livet

Overgangsalderen – også kaldet menopausen – er en naturlig del af livet for alle kvinder.

Den markerer afslutningen på de fertile år, når menstruationen ophører. Det sker som regel mellem 45 og 55 år og skyldes, at æggestokkene gradvist stopper med at producere de kvindelige kønshormoner, østrogen og progesteron.

Den periode, som leder op til den sidste menstruation, kaldes perimenopausen. Her begynder mange at mærke forandringer i kroppen: hede- og svedeture, uregelmæssige blødninger, ændret energi og søvnbesvær. Det skyldes hormonelle udsving, som påvirker både krop og humør.

Kroppens forandringer

Når østrogenniveauet falder, påvirkes mange af kroppens systemer. Østrogen har nemlig betydning for alt fra hud og slimhinder til hjerne og knogler.

Typiske symptomer i overgangsalderen er:

  • Hede- og svedeture
  • Træthed og søvnforstyrrelser
  • Tørhed i skeden og smerter ved samleje
  • Humørsvingninger, irritabilitet og hukommelsesbesvær
  • Muskel- og ledsmerter

Nogle kvinder oplever kun milde gener, mens andre får symptomer, der påvirker både arbejde og livskvalitet.

Menopausen og knoglerne

En af de mindre synlige, men vigtige forandringer er tab af knoglemasse. Østrogen beskytter knoglerne ved at bremse deres nedbrydning. Når østrogenniveauet falder, begynder kroppen at miste knoglevæv hurtigere, end der dannes nyt – en proces, der øger risikoen for osteoporose (knogleskørhed).

Hos kvinder ses den største reduktion i knoglemasse i de første 5–8 år efter overgangsalderen. Det betyder, at forebyggelse og vedligehold af knoglesundhed i denne fase er særlig vigtig"

Sådan passer du på dig selv

Der er meget, du selv kan gøre for at støtte både krop og knogler i denne livsfase:

Motion

Fysisk aktivitet, især vægtbærende motion som gang, dans, styrketræning eller yoga, styrker både muskler og knogler og kan mindske hedeture og træthed.

Kost

Spis varieret og få tilstrækkeligt med calcium og D-vitamin

Gode kilder er mælkeprodukter, grønne grøntsager, fed fisk og D-vitamintilskud i vintermånederne.

Søvn og velvære

Forsøg at holde regelmæssige søvnrutiner og et køligt soveværelse. Undgå triggere som krydret mad, kaffe, alkohol og skærmbrug lige inden sengetid.

Undgå rygning og højt alkoholforbrug

Begge dele øger risikoen for osteoporose og fremskynder hormonelle forandringer.

Behandling og hjælp

Nogle kvinder har glæde af lokale hormonbehandlinger (fx østrogencreme eller stikpiller), som afhjælper tørhed i skeden. For andre kan hormonbehandling i tabletform være en mulighed. Den har en veldokumenteret effekt mod hedeture, søvnproblemer og knogletab, men behandlingen planlægges individuelt i samråd med egen læge eller en gynækolog.

Bivirkninger og risici

Risikoen afhænger af alder, behandlingsvarighed, dosis og præparattype.

  •  Potentielle bivirkninger i starten: Brystspænding, uregelmæssige blødninger, kvalme, hovedpine.
  • Langvarig østrogenbehandling kan øge risikoen for: Brystkræft, blodpropper, hjerte-kar-sygdomme, især hos kvinder over 60 år.

”Window of opportunity”-hypotesen: er en hypotese, der går på, at effekt og sikkerhed er størst, når behandlingen startes inden for ti år efter overgangsalderen eller før 60-årsalderen.

Alternative muligheder

Calcium- og D-vitamintilskud, bisfosfonater eller såkaldte SERM-præparater kan også overvejes afhængigt af dine behov og risikofaktorer.

Et liv i balance – også efter overgangsalderen

Overgangsalderen er ikke en sygdom, men et naturligt hormonelt skifte. Den kan dog være en udfordrende tid, både fysisk og følelsesmæssigt. Det vigtigste er at kende kroppens signaler, tale åbent om forandringerne og søge den støtte eller behandling, der passer bedst til dig.

Ved at tage hånd om både livsstil, knoglesundhed og velvære, kan du styrke din krop til mange sunde år fremover"