Vores knogler og krop formes allerede før vi bliver født
Forskningsprojektet ”EPIPEAK” undersøger 2.000 unge voksne i alderen 18-19 år for at afdække, hvordan deres knogle- og hormonstatus er blevet påvirket helt fra fosterstadiet og frem til i dag.
Den knoglemasse, man opbygger helt fra fosterstadiet og som ung, har stor betydning for, om man
udvikler knogleskørhed senere i livet.
”Vi lever længere og længere. Derfor er det afgørende, at vi forstår, hvordan vi kan udvikle stærke
knogler i ungdomsårene, så vi har tilstrækkeligt i reserve til at kunne leve længere uden knogleskørhed,” siger Mina Nicole Händel, projektleder på EPIPEAK-studiet og lektor i ernærings- og sundhedsepidemiologi ved Syddansk Universitet.
For at finde ud af, hvad der kan påvirke unges knoglesundhed, sammenligner forskerne forsøgspersonernes nuværende sundhed med data fra fødslen og frem til i dag. Ved at sammenligne sundhedsdata med en helbredsundersøgelse blandt unge kan forskerne analysere, betydningen af genetik, medicin, sygdomme og livsstil for stofskiftet, hormonbalancen og knoglesundheden, når kroppen er færdigudviklet.
For eksempel undersøger forskerne de genetiske og epigenetiske markører i den hælprøve, som tages af nyfødte. Dette kan afsløre, hvordan samspillet mellem gener og miljøet påvirkede barnet allerede i livmoderen.
”Hidtil er der kun lavet mindre undersøgelser, måske fordi den slags data kræver avanceret udstyr til måling eller ressourcekrævende lange dataindsamlingsperioder. EPIPEAK udfylder dette hul ved at knoglescanne en stor gruppe unge voksne og dernæst gøre brug af allerede indsamlede information af høj kvalitet,” siger Mina Nicole Händel. Hun forklarer, at projektet udnytter Danmarks omfattende sundhedsregistre.
”På verdensplan er det ret unikt, at vi i Danmark har så gode registre, med så meget data til rådighed. Det gør det muligt for os at følge deltagernes sundhedsudvikling over tid.”
På den måde kan forskerne undersøge, hvad der gør nogle knogler stærke og andre svage.
Tidlig indsats kan forebygge knogleskørhed
Resultaterne fra EPIPEAK kan forhåbentlig hjælpe med at forebygge knogleskørhed i fremtiden.
Læs mere om EPIPEAK-studiet her

