Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Mød KnogleKarla – din nye digitale assistent

KnogleKarla er Osteoporoseforeningens nye digitale assistent på osteoporose.dk. Hun kan hjælpe dig med hurtigt at finde svar på spørgsmål om knogleskørhed, behandling, træning, kost og dit medlemskab.

Hendes svar bygger udelukkende på den faglige viden, der ligger på vores hjemmeside, og derfor får du troværdige, opdaterede og lettilgængelige informationer – døgnet rundt.

Hvis du har personlige eller komplekse spørgsmål, vil hun bede dig kontakte vores rådgivning eller evt. din læge.

Du finder KnogleKarla nederst i højre hjørne på hjemmesiden.

 

 

Læs mere om KnogleKarla i denne FAQ

 

Hvad er KnogleKarla?

KnogleKarla er Osteoporoseforeningens digitale assistent på osteoporose.dk. Hun kan besvare spørgsmål om knogleskørhed og medlemskab af foreningen, og hun hjælper dig med hurtigt at finde frem til relevant og troværdig viden.

Alle hendes svar bygger udelukkende på indhold fra Osteoporoseforeningens hjemmeside. De faglige artikler på siden er valideret af eksperter inden for knogleskørhed, og derfor er de en sikker kilde til generel information.

 

Hvad kan jeg spørge KnogleKarla om?

Du kan stille hende spørgsmål om det meste, der knytter sig til knoglesundhed og knogleskørhed – fx emner som forebyggelse, udredning, behandling, medicin, træning, kost og kosttilskud. Du kan også spørge ind emner, der vedrører foreningen, fx dit medlemskab, rådgivningen, medlemsmagasinet Knogleliv eller aktiviteter og arrangementer.

Da KnogleKarla kun bygger på generel viden fra hjemmesiden, kan hun ikke give personlige råd eller vurdere konkrete helbredsproblemer. Har du komplekse medicinske spørgsmål eller flere sygdomme samtidig, anbefaler vi, at du taler med din læge eller kontakter vores rådgivning.

 

Hvornår skal jeg bruge KnogleKarla?

KnogleKarla er særlig nyttig, når du har brug for hurtigt at finde information om et bestemt emne eller søger en forklaring på noget, du undrer dig over. Hun kan også hjælpe dig med at navigere på hjemmesiden og vise dig relevante artikler, så du slipper for selv at lede.

Hvis du er ny med knogleskørhed, kan hun være en god indgang til at få overblik. Hvis du har et specifikt spørgsmål – fx om symptomer, medicintyper eller medlemsfordele – kan hun hjælpe dig videre med det samme.

 

Hvad kan KnogleKarla ikke?

  • Hun kan ikke give individuel, sundhedsfaglig rådgivning.
  • Hun kan ikke se eller forholde sig til dine journaler eller personlige oplysninger.
  • Hun kan ikke stille en diagnose.
  • Hun kan ikke svare på spørgsmål uden for indholdet på osteoporose.dk.

Er du fx i tvivl, om du har knogleskørhed, eller har du mistanke om bivirkninger til din medicin, skal du derfor ikke bruge KnogleKarla, men kontakte din læge eller vores rådgivning.

 

Hvorfor har Osteoporoseforeningen valgt at indføre KnogleKarla?

Mange af foreningens medlemmer efterspørger mere viden om knoglesundhed og knogleskørhed, og samtidig findes der meget varierende og til tider misvisende information på nettet.

Med KnogleKarla gør vi det hurtigt og mere tilgængeligt at finde troværdige svar – døgnet rundt. KnogleKarla gør det nemt for dig at få svar på de oftest stillede spørgsmål i stedet for at vente på at kontakte foreningen i åbningstiden.

Når brugerne har vænnet sig til denne nye måde at stille generelle spørgsmål på, vil foreningens rådgivere i højere grad kunne fokusere på de spørgsmål, som er individuelle og kun kan besvares af en fagperson.

 

Hvordan svarer KnogleKarla?

KnogleKarla henter viden direkte fra indholdet på osteoporose.dk og giver svar på baggrund af det. Hun søger altså ikke på internettet og trækker ikke på andre kilder end foreningens egne artikler, som kvalitetssikres af faglige eksperter.

Da hendes viden er generel, kan hun komme til kort ved personlige spørgsmål. I de tilfælde vil hun opfordre dig til at kontakte din læge eller foreningens rådgivning.

 

Hvordan er KnogleKarlas svar blevet oplært?

For at sikre gode og præcise svar har vi testet KnogleKarla grundigt. Vi har blandt andet afprøvet hende med sundhedsfaglige spørgsmål, typiske henvendelser fra foreningens medlemmer og mere end 100 blandede testspørgsmål.

På baggrund af de erfaringer har vi justeret hendes opsætning, så hun eksempelvis:

  • opfordrer dig til at kontakte din læge, hvis du fortæller om symptomer som ikke er beskrevet på foreningens hjemmeside eller har relation til knogleskørhed
  • anbefaler dig at kontakte foreningens rådgivningstilbud og få personlig rådgivning ved komplekse eller personlige spørgsmål
  • inkluderer links til relevante sider, når der er mulighed for at læse mere

 

Oplæringen stopper ikke her. Vi arbejder løbende med at forbedre hendes svar.

 

Holder Osteoporoseforeningen øje med KnogleKarlas svar og forbedrer dem?

Ja. Foreningens sundhedsfaglige rådgiver og digitale medarbejder kvalitetssikrer løbende både spørgsmål og svar. Det gør vi for at sikre, at KnogleKarla svarer korrekt og relevant.

Vi følger blandt andet med i:

  • hvilke typer spørgsmål der stilles
  • hvilke svar KnogleKarla giver på de stillede spørgsmål, og om svarene bør kvalificeres yderligere
  • hvordan hendes svar vurderes af brugerne
  • om brugerne klikker videre til artiklerne

Når vi finder områder, der kan forbedres, justerer vi enten indholdet på hjemmesiden eller KnogleKarlas opsætning.

 

Lærer KnogleKarla selv af sine svar og forbedrer sig selv?

Nej, KnogleKarla lærer ikke selv af de samtaler, der kommer ind – hun henviser bare til den information, som findes på osteoporose.dk.

 

Hvilke data får Osteoporoseforeningen fra KnogleKarla?

Osteoporoseforeningen har adgang til de spørgsmål og svar, som genereres i chatten, men personfølsomme data maskeres automatisk. Databehandleren overleverer derudover anonymiserede statistikker, som fx hvilke emner, der oftest spørges til, hvordan svar vurderes, hvor mange beskeder, der indgår i en samtale, og hvor ofte brugere klikker videre på hjemmesiden og hvilke spørgsmål, som brugerne stiller, og som vi endnu ikke har indhold om på osteoporose.dk til at kunne svare på (også kaldet Knowledge Gaps).

Osteoporoseforeningen bruger desuden data til at blive klogere på, hvilke spørgsmål der optager medlemmerne og sikre, at foreningens hjemmeside er opdateret med relevant indhold er svarer til brugernes behov. Disse data er dermed vigtige for at kunne videreudvikle både indholdet på hjemmesiden og KnogleKarlas funktion.

 

Hvad bruger Osteoporoseforeningen data fra KnogleKarla til?

Data hjælper os med at:

  • kvalitetssikre og opdatere vores faglige indhold
  • forbedre KnogleKarlas svar
  • forstå hvilke emner, der optager vores medlemmer og brugere
  • se hvordan hjemmesiden bruges, og hvor der er behov for mere information

Vi bruger ikke data fra chatten til at træne eksterne AI-modeller.

 

Hvordan håndterer KnogleKarla mine data?

Datasikkerhed er vigtigt for KnogleKarla, og vi har flere lag af beskyttelse og klare retningslinjer for, hvordan dine data håndteres:

  • Data opbevares sikkert: Alle data opbevares krypteret både under overførsel (TLS) og i hvile, og de ligger på servere indenfor EU – nærmere bestemt i Googles datacentre i Frankfurt. Det betyder, at ingen uvedkommende kan tilgå dine oplysninger, og vi overholder GDPR fuldt ud.
  • Automatisk sletning: Chat-samtaler gemmes i 12 måneder, hvorefter de automatisk slettes.
  • Maskering af personfølsomme oplysninger: Hvis en bruger indtaster personfølsomme data (fx CPR-nummer eller telefonnummer) i chatten, vil en maskeringsfunktion automatisk skjule disse oplysninger i chatloggen og i svarene i systemet.
  • Adgang til data: Det er kun Osteoporoseforeningen, der har adgang til de indsamlede data via Karla ApS’ platform. Vi bruger ikke data til at træne AI-modellerne.
  • Sikkerhedstiltag: Systemet har tofaktor-login, rollebaserede brugerrettigheder og avanceret logning, så kun autoriserede personer hos Osteoporoseforeningen har adgang til funktioner og data.
  • ISAE 3000-certificering: Systemet har opnået en ISAE 3000-erklæring, som dokumenterer, at det lever op til relevante krav og kontroller inden for datasikkerhed og GDPR-compliance.

Du kan læse mere om Karla ApS håndtering af data og sikkerhed her:

 

 

Hvad sker der, hvis jeg kommer til at give personfølsomme data?

Skulle du komme til at indtaste personfølsomme oplysninger i chatten, sørger maskeringsfunktionen for, at de bliver skjult, så oplysningerne ikke fremgår i chathistorikken. Chatten kan ikke forhindre, at oplysninger indtastes, men de behandles sikkert og slettes automatisk efter 12 måneder.