Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Frivilligt arbejde i et interessefællesskab

I Osteoporoseforeningen ønsker vi at tilbyde forskellige måder at være frivillig på, så det er meningsfuldt for den enkelte. Vi ved, at mange frivillige i dag ønsker fleksible opgaver og rammer i deres frivillige arbejde, og med interessefællesskaberne får du netop mulighed for at udvikle et frivilligt projekt, der passer dig.

 

Hvad er et interessefællesskab?

Interessefællesskaberne er en mulighed for dig, der har en ide til et projekt eller en særlig kompetence, du gerne vil bruge til gavn for osteoporosesagen. Det er for dig, der har lyst til at engagere dig i et projekt, der rækker ud over en lokalafdelings geografiske område, og som kan gå på tværs af hele landet.

Det er kendetegnet ved at være organiseret ad hoc og tematisk afgrænset, og som frivillig kan du derfor engagere dig i den periode og i det omfang, der passer for dig. Et interessefællesskab kan drives online eller som et fysisk fællesskab. Det er op til de frivillige og den frivillige tovholder, der driver fællesskabet. 

 

Eksempler på tidligere og nuværende interessefællesskaber 

  • Et projekt for unge kvinder med graviditetsassocieret osteoporose (se menuen til venstre)
  • En gruppe af frivillige ‘erfaringsdelere’, der tilbyder samtaler om osteoporose til andre mennesker med osteoporose. (mere information på vej)
  • Frivillige, der arbejder digitalt med at dele viden om osteoporose og Osteoporoseforeningen via sociale medier (mere information på vej

 

Hvem kan indgå i et interessefællesskab?

  • Alle der kan identificere sig med foreningens kerneværdier og har lyst til at leve dem ud i et fælles virke
  • Alle der har lyst til at arbejde med foreningens målgrupper: mennesker med knogleskørhed, mennesker i risiko, sundhedsfaglige personer eller politikere og andre beslutningstagere

 

Har du en idé og lysten til at starte et interessefællesskab?

Har du en idé, viden eller erfaring, du har lyst til at få i spil i et interessenetværk, så kontakt os og fortæl mere. Det forpligter ikke, men er et godt udgangspunkt for at se nærmere på ideen. Måske er der flere, der har vist interesse for det, du brænder for og vil være med!

Der opstartes 1-2 interessenetværk pr. år i Osteoporoseforeningen

Skriv direkte til vores frivilligkoordinator Johanne: jbb@osteoporose.dk

 

 

Tidligere interessefællesskaber

2024:

Interessefællesskab for projektet: ”Stærke knogler på job”

  • Udvikling og gennemførsel af workshops på arbejdspladser for mennesker i målgruppen for osteoporose
  • Udvikling af en Instagramprofil til Osteoporoseforeningen
  • Kontakt til en lang række case-personer, fagpersoner og arbejdspladser
  • Frivillige: Victoria og Maja har fra april – oktober arbejdet sammen om projektet via online-møder i samarbejde med landssekretariatet
Opdateret d. 18. november 2025