Vi oplever, at smerter fylder meget hos mange af de medlemmer, der har haft knoglebrud. Et knoglebrud kan gøre ondt i lang tid og påvirke både hverdagen, humøret, modet og lysten til at bevæge sig. Mange bliver også usikre på, hvad de må gøre, hvad der kan lindre smerterne, og hvordan de kommer trygt i gang igen uden at overbelaste kroppen eller risikere at få et nyt knoglebrud.
Derfor har vi inviteret fysioterapeut Lene Lebech til at holde et kort oplæg om knoglebrud, smerter og bevægelse ved knogleskørhed. Hun vil fortælle om smertehåndtering, og hvad man selv kan gøre for at forsøge at lindre smerter efter knoglebrud i hverdagen. Hun vil også komme ind på, hvordan smerter og frygt for bevægelse kan påvirke kroppen – og hvordan man gradvist kan arbejde med bevægelse på en tryg og hensigtsmæssig måde.
Du vil bl.a. blive klogere på:
- Hvad du selv kan gøre for at forsøge at lindre smerter efter knoglebrud
- Hvordan smerter og frygt for bevægelse kan påvirke kroppen
- Hvordan du trygt og gradvist kan komme i gang med bevægelse igen
- Hvad du bør være opmærksom på, hvis smerterne efter dit knoglebrud fylder meget
- Hvordan bevægelse kan tilpasses, så den tager hensyn til både smerter, funktion og knogleskørhed
Du kan stille spørgsmål ved tilmelding til arrangementet eller undervejs i chatten.
Om oplægsholderen
Lene Lebech er fysioterapeut, og hun har i over 25 år arbejdet med patienter med knogleskørhed. Lene har derfor stor erfaring med smerter, bevægelse og genoptræning hos mennesker med knogleskørhed. I denne åbne rådgivning deler hun sin viden om, hvordan man kan håndtere smerter og arbejde med kroppen på en tryg og hensigtsmæssig måde – også når man har haft knoglebrud eller er blevet usikker på bevægelse.
Program for webinaret
- Velkomst
- Kort oplæg fra fysioterapeut Lene Lebech
- Spørgsmål fra tilmelding og chat
- Afrunding
Platform: Teams webinar
Praktisk:
Åben Rådgivning er et medlemstilbud, og det er således kun muligt for medlemmer af Osteoporoseforeningen at deltage. Der er max 1000 pladser til dette event.
Arrangementet forgår online, og på dagen vil du modtage en mail med et link til Åben Rådgivning, hvis du har tilmeldt dig.
Efter deltagelse vil du modtage en mail med et link til evaluering af rådgivningen.
Kan du ikke deltage på dagen?
Er du forhindret i at deltage på dagen, kan du gense webinaret senere, da det bliver optaget og efterfølgende vil blive tilgængeligt på vores medlemsside.




