Kæmpe ulighed præger behandling af ignoreret folkesygdom
200.000 danskere er diagnosticeret med knogleskørhed, men området mangler politisk opbakning, mener formand for Osteoporoseforeningen.
Af Ulla Knappe
Landsformand, Osteoporoseforeningen
Der er hårdt brug for politisk opbakning og vilje til handling. Ifølge Sundhedsstyrelsen er cirka 200.000 danskere diagnosticeret med knogleskørhed, og cirka tre gange så mange har sygdommen uden at vide det.
Efter at have været klassificeret som en folkesygdom i snart 20 år foreligger der ikke en national handlingsplan på området. Og der er heller ikke ensartede retningslinjer for opsporing, for behandling og for rehabilitering.
Den meget store og – på grund af den demografiske udvikling – stigende andel af befolkningen, der ifølge Sundhedsstyrelsen lever med øget risiko for at brække deres knogler med kroniske smerter og i mange tilfælde invaliditet og tab af selvhjulpenhed til følge, er glemt i det politiske spil.
Patienter bliver ikke yderligere undersøgt
Uligheden i opsporings- og behandlingstilbud er ellers til at tage at føle på og indsatsen for patienterne er helt afhængig af lokale eller regionale ildsjæles egne initiativer. Indlægges man for eksempel med et brækket lårben eller en brækket underarm, tilbyder enkelte hospitaler i landet at afdække, om knogleskørhed kan være årsag til bruddet.
Det er nemlig godt at vide, for hvis det er tilfældet, kan man komme i behandling og minimere risikoen for fremtidige brud. Men langt de fleste steder sættes bruddet imidlertid blot sammen uden yderligere undersøgelser. Mange af patienterne i denne kategori vil desværre komme tilbage for behandling af endnu et brud inden for få år.
Læger og patienter er overladt til sig selv
Få steder sender hospitalets osteoporosespecialister på baggrund af undersøgelsesresultaterne en konkret behandlingsanbefaling samt anbefalinger til opfølgning til patientens egen læge. Langt de fleste gør dog ikke, og den praktiserende læge og patienten er dermed overladt til sig selv.
Uligheden gælder også tilbuddene til de patienter, der har fået stillet diagnosen og skal lære at leve bedst og mest knoglevenligt med den nye viden. Nogle kommuner har osteoporoseskoler, hvor læger, sygeplejersker, diætister, ergoterapeuter og fysioterapeuter hjælper den nydiagnosticerede på vej til et godt liv med den nye diagnose. Langt de fleste kommuner tilbyder ingenting.
Politisk opbakning mangler
I den politiske aftale mellem Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, der danner basis for, at Mette Frederiksen (S) har kunnet indtage statsministerposten, fremhæves det, at forebyggelsen skal forbedres. Det fremhæves også, at der skal skabes større sammenhæng og bedre samarbejde mellem de praktiserende læger, kommuner og regioner, samt at der skal ske et opgør med den uretfærdige forskelsbehandling af patientgrupper.
En systematisk indsats på osteoporoseområdet vil være et skridt i den rigtige retning og vil samtidig kunne spare samfundet for milliarder af kroner til behandling af unødvendige brud. Ifølge den seneste opgørelse over de samfundsmæssige omkostninger af knogleskørhed og dens følgevirkninger (bruddene) koster sygdommen mere end 11,6 milliarder kroner om året.
Med en systematisk, proaktiv indsats vil halvdelen af alle brud, der skyldes knogleskørhed, kunne undgås, og samfundskassen vil kunne spare op mod halvdelen af de 11,6 milliarder kroner, der herefter vil kunne blive kanaliseret over til andre velfærdsområder.
Vi ved, hvad der skal gøres. Det eneste, der mangler, er politisk opbakning og vilje til handling. Bolden ligger hos Mette Frederiksen og hendes hold.
Læs artiklen i sin fulde længde på Altingets hjemmeside.