Fire forskere modtog Osteoporoseforeningens forskningsmidler på den internationale osteoporosedag
H.K.H. Prinsesse Benedikte deltog den 20. oktober i Osteoporoseforeningens markering af den internationale osteoporosedag på Regionshospitalet Gødstrup. Her overrakte Prinsessen 300.000 kr. til fire forskningsprojekter, som skal bidrage med ny viden om knogleskørhed, forebyggelse af knoglebrud og fremtidens behandling.
På Regionshospitalet Gødstrup blev Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte modtaget med flag, smil og stor begejstring. Blandt de fremmødte var omkring 125 forskere, sundhedsprofessionelle, politikere, medlemmer og frivillige fra hele landet.
700.000 danskere har knogleskørhed. På den internationale osteoporosedag satte Osteoporoseforeningen derfor fokus på betydningen af at styrke forskningen, som kan bidrage til bedre forebyggelse og behandling af sygdommen.
“Forskning er afgørende, hvis vi skal blive bedre til at opspore, forebygge og behandle knogleskørhed. Derfor er vi stolte af at kunne støtte forskere, som arbejder for at skabe ny viden og bedre livskvalitet for mennesker med sygdommen. Vi er samtidig meget glade for, at Prinsesse Benedikte igen sætter fokus på knogleskørhed og betydningen af forskning på området,” siger Linda Garlov, formand for Osteoporoseforeningen.
Dagens program blev indledt med en velkomst ved Osteoporoseforeningens formand, Linda Garlov. Herefter holdt Anders G. Christensen, formand for regionsrådet i Region Midtjylland, oplægget ”Osteoporose i regionen”, efterfulgt af et oplæg om forskning inden for osteoporose ved Jens-Erik Beck Jensen, formand for Osteoporoseforeningens sundhedsfaglige udvalg.
Prinsessen og de øvrige deltagere blev derefter præsenteret for de fire forskningsprojekter, som modtog foreningens støtte.
”Det er afgørende, at der bliver forsket i sygdommen – både i Danmark og internationalt. Forskning giver os mulighed for at forbedre behandlingen og hjælpe flere mennesker. Det vil jeg meget gerne støtte. Hvis vi vil finde nye svar og behandlinger, må vi også tænke nyt. Tidligere blev der ikke forsket så meget i knogleskørhed, men heldigvis er der sket en udvikling. Vi skal hjælpe så meget, vi kan,” udtaler Prinsesse Benedikte i helt nyt interview med medlemsmagasinet Knogleliv.
Til overrækkelsen præsenterede de fire forskere kort deres projekter:
- Ph.d.-studerende Kasper Westphal Leth præsenterede projektet ”National kortlægning af DXA-kapacitet og adgang til knoglescanning i Danmark”.
- Forskningsleder, og professor i Sport og Sundhed, Peter Krustrup fortalte om forskningsprojektet ”Fodbold fitness, gå-fodbold og gåture til 60-75-årige kvinder med osteopeni”.
- Speciallæge, PhD Jakob Starup Linde præsenterede projektet om brudrisikoen ved ledde- og rygsøjlegigt.
- Forskningsårsstuderende i idræt og sundhed Andreas Darling Jensen præsenterede projektet FIT First teen for knoglerne- højintens træning i udskolingen for livslang knoglesundhed.
Projekterne skal bidrage til en bedre forståelse af sygdommen og skabe ny viden, der kan komme mennesker med knogleskørhed til gavn.
Herefter overrakte H.K.H. Prinsesse Benedikte forskningsmidlerne på i alt 300.000 kr. til forskerne bag de fire projekter. Arrangementet sluttede med en reception med granatæblebobler og kransekage, hvor deltagerne havde mulighed for at tale med Prinsessen og hinanden.

H.K.H. Prinsesse Benediktes ankomst til Regionshospitalet Gødstrup
H.K.H. Prinsesse Benedikte ankommer til Regionshospitalet Gødstrup, hvor knap 125 mennesker med knogleskørhed, forskere og andre deltagere tog imod hende med flag og blomster.


Rundvisning
H.K.H. Prinsesse Benedikte får en rundvisning i Pietas-Pavillonen, hospitalets foyer og ender i hospitalets aula. Pietas-pavillonen er tegnet af billedkunstner Ingvar Cronhammar og Friis & Moltke Architects. Bygningen rummer billedhuggeren Svend Wiig Hansens Pietas-relief. Herefter fulgte en kunstgennemgang i hospitalets foyer, som er udsmykket af maler og grafiker Erik A. Frandsen.

Overrækkelse af forskningsmidler
H.K.H. Prinsesse Benedikte overrækker Osteoporoseforeningens forskningsmidler. I alt modtog fire forskningsprojekter støtte på tilsammen 300.000 kr.

Præsentation af forskningsprojekter
Forskerne præsenterer de projekter, som modtager støtte fra Osteoporoseforeningen. Projekterne skal bidrage med ny viden om knogleskørhed, forebyggelse af knoglebrud og fremtidens behandling.
Kort om de fire forskningsprojekter:
Projekt 1: Er der lige adgang til DXA-scanninger i Danmark?
Et nyt projekt på Syddansk Universitet (SDU) vil derfor kortlægge den samlede DXA-aktivitet i Danmark fra 2000 til 2025 ved hjælp af nationale registerdata og administrative data om ventetider. Formålet er at undersøge, hvordan kapaciteten bliver anvendt, hvordan ventetiderne har udviklet sig, og hvilke patientgrupper der får foretaget en DXA-scanning.
”Hvis vi skal sikre, at patienter med størst risiko for knogleskørhed bliver udredt, har vi brug for at vide, hvordan DXA-kapaciteten bruges i dag, hvem der bliver scannet, og hvor potentielle flaskehalse opstår,” fortæller Kasper Westphal Leth, som står i spidsen for projektet.
Projekt 2: Fodbold til kvinder med osteopeni
Fodbold Fitness er en varieret træningsform med fokus på både styrke, udholdenhed, retningsskift og intervaltræning. Forskningen har vist en række positive effekter hos voksne og ældre kvinder, såsom forbedret knoglemineraltæthed, balance, muskelstyrke og kondition samt reduceret risiko for fald.
”Nu undersøger vi træningsformerne på kvinder med osteopeni. Vi ser på træningsbelastningen og deltagernes oplevelse af, om træningen føles sikker, attraktiv og realistisk at fortsætte med,” fortæller forskningsleder og professor Peter Krustrup.
Projekt 3: Brudrisikoen ved ledde- og rygsøjlegigt
Danske data fra over 170.000 personer viser, at diabetes er forbundet med øget brudrisiko, uafhængigt af knoglemineraltætheden. Et nyt forskningsprojekt undersøger, om det samme gælder for personer med leddegigt og rygsøjlegigt.
”For personer med visse kroniske sygdomme kan risikoen for knoglebrud være væsentligt højere, end knoglemineralmålingen alene viser,” siger speciallæge Jakob Starup Linde fra Aarhus Universitet. Målet er mere præcis risikovurdering og bedre forebyggelse af knoglebrud hos personer med gigtsygdomme.
Projekt 4: Kan højintens træning i udskolingen være med til at styrke knoglerne hele livet?
Projektet tager udgangspunkt i FIT FIRST, som er et veldokumenteret, højintensivt træningskoncept med brug af mere end 20 idrætsgrene målrettet folkeskolen. Forskerne undersøger, om FIT FIRST kan øge børn og unges knogletæthed. En positiv effekt kan styrke grundlaget for at implementere lignende skolebaserede programmer og dermed bidrage til at forebygge knogleskørhed på længere sigt.
”Resultaterne giver os vigtig viden om, hvordan fysisk aktivitet i ungdomsårene kan styrke knoglerne og dermed skabe et stærkere fundament for knoglesundheden gennem hele livet,” forklarer Andreas Darling Jensen.
Programmet for dagen var følgende:
Kl. 13.45: H.K.H. Prinsesse Benedikte ankommer ved Pietas, ved Regionshospitalet Gødstrup
Kl. 14.10: Velkomst ved Linda Garlov, formand for Osteoporoseforeningen i aula
Kl. 14.20: “Osteoporose i regionen” ved Anders G. Christensen, formand for regionsrådet i Region Midtjylland
Kl. 14.30: Oplæg om forskning inden for osteoporose ved Jens-Erik Beck Jensen, formand for Osteoporoseforeningens sundhedsfaglige udvalg
Kl. 14.45: Præsentation af de forskningsprojekter, der modtager støtte
Kl. 15.15: Overrækkelse af forskningsmidlerne ved H.K.H. Prinsesse Benedikte
Kl. 15.30: Reception
Kl. 16.00: Arrangementet slutter
Kontaktpersoner:
Pressen: Kommunikationschef Ane Søby Eskildsen, 21 31 04 24 ase@osteoporose.dk

