Foredraget giver dig inspiration og viden om, hvordan din styrke og balance spiller sammen med din sundhed, tryghed og livskvalitet - særligt i takt med alderen eller forekomst af knogleskørhed.
Vi ser på, hvorfor styrketræning er vigtig, hvad de sundhedsfaglige anbefalinger siger, og hvordan man sikrer sig, at træningen har den ønskede effekt. Derudover taler vi om balance: hvad er det? Hvorfor svækkes den? Og hvad kan man selv gøre for at blive mere sikker i sin krop og færden - og dermed mindske frygten for at falde?
Oplægget trækker på det osteopatiske syn på sygdom og sundhed: en helhedsorienteret tilgang, hvor kroppen ses som en sammenhængende enhed med evne til at hele, tilpasse sig og finde nye veje til sundhed.
Du lærer blandt andet:
- Hvad er god styrketræning, og hvordan får man mest muligt ud af den?
- Hvad er balance, og hvordan kan man målrettet forbedre den?
- Frygten for at falde – fysiologiske og mentale årsager.
- Osteopatiens helhedsblik på sundhed, bevægelse og trivsel.
Foredraget er for dig, der har osteoporose eller osteopeni, er pårørende eller er i risikogruppe. Det er i det hele taget for dig, der ønsker at forstå, hvordan du kan styrke dig selv, fysisk og mentalt, forebygge fald, og give din krop de bedste muligheder for selvregulering.
Der vil være god tid til at stille spørgsmål til Thomas Starkner. Vi holder en pause midtvejs, hvor du har mulighed for at møde andre i samme situation som dig. Du har også mulighed for at møde den lokale bestyrelse. Vi glæder os til at se dig!
Om foredragsholderen
Thomas Starkner er autoriseret fysioterapeut (uddannet i 2023) og har studeret osteopati i 2 år. Han arbejder hos Aarhus Osteopati, hvor han behandler som osteopat-studerende og fysioterapeut. Hans tilgang bygger på en helhedsorienteret forståelse af kroppen som en enhed med iboende evner til selvregulering og heling. Thomas brænder for at gøre sundhedsviden tilgængelig og brugbar og for at styrke den enkeltes forståelse for kroppen og dens potentiale.




