I juli 2025 udkom en review-artikel, som undersøger den eksisterende forskning om effekten og sikkerheden af OsteoStrongs træningsmetode. Konklusionen er, at den offentliggjorte forskning er af lav videnskabelig kvalitet og ikke giver tilstrækkelig dokumentation for OsteoStrongs eventuelle effekter på knoglestyrke, muskelstyrke eller balance.
Osteoporoseforeningens bestyrelse understreger nu, at foreningen fortsat ikke kan anbefale træningsmetoden, før der er tilstrækkelig forskningsmæssig dokumentation for effekten, og før potentielle risici er afdækket. Udmeldingen fra bestyrelsen sker på baggrund af review-artiklen og efterfølgende drøftelser i Osteoporoseforeningens sundhedsfaglige udvalg.
Bestyrelsen opfordrer samtidig til at være særligt forbeholden, hvis man har osteoporose og tidligere rygbrud. OsteoStrongs træningsform indeholder nemlig stærk ’aksial belastning’, altså et stærkt pres, på rygsøjlen, og det fremgår af review-artiklen, at det er uklart, om dette kan øge risikoen for rygbrud hos mennesker med osteoporose.
Foreningens sundhedsfaglige udvalg følger forskningen og afventer fortsat resultaterne af et stort studie på Karolinska Institutet i Sverige. Vi ser frem til at kunne formidle de endelige resultater.
Hvis du har spørgsmål til træning, kan du kontakte foreningens rådgivning.
Kilde: Kabra, A., Katzman, W. B., Lane, N. E., & Giangregorio, L. M. (2025). OsteoStrong and bone health: A scoping review. Osteoporosis International.

