Osteoporoseforeningen medlem logo
Bliv medlem Medlem
Osteoporoseforeningen bidrag logo
Støt os Støt

Generelt om behandling af knogleskørhed

Behandling af knogleskørhed (osteoporose) har til formål at styrke knoglerne og forebygge knoglebrud. Behandlingen består som regel af flere elementer: tilstrækkeligt indtag af kalk og D-vitamin, træning og fysisk aktivitet, fokus på livsstil samt – for nogle – medicinsk behandling.

Hvilken behandling der anbefales, afhænger af den enkeltes risiko for knoglebrud. Lægen vurderer blandt andet knogletæthed, alder, tidligere brud og andre risikofaktorer. Du kan læse mere om risikofaktorer her (https://www.osteoporose.dk/knogleskoerhed/risikofaktorer/).

 

Kalk og D-vitamin

Kalk (calcium) og D-vitamin er vigtige for at bevare stærke knogler. Kalk er en central byggesten i knoglevævet, mens D-vitamin hjælper kroppen med at optage kalk.

Personer med knogleskørhed eller øget risiko for sygdommen anbefales typisk et samlet dagligt indtag på:

  • 1.000–1.200 mg kalk dagligt (fra kost og eventuelt kosttilskud)
  • 20–40 mikrogram D-vitamin dagligt (kosttilskud)

Hvis kosten ikke indeholder nok kalk, kan det være nødvendigt med kosttilskud. Du kan læse mere om kalk, D-vitamin og knoglesund kost i vores kostunivers her.

 

Træning og fysisk aktivitet

Regelmæssig træning er vigtig for både knogler, muskler og balance. Fysisk aktivitet kan være med til at:

  • vedligeholde eller forbedre knoglestyrken
  • styrke musklerne
  • forbedre balancen og dermed mindske risikoen for fald

Vægtbærende aktiviteter som gang, styrketræning og balanceøvelser er ofte særligt gavnlige. Træningen bør tilpasses den enkelte, herunder blandt andet fysisk form, smerter, andre sygdomme og eventuelle tidligere brud. Du kan læse mere om træning og finde inspiration til øvelser i vores træningsunivers her.

 

Livsstil og knoglesundhed

Livsstilen kan have betydning for udviklingen af knogleskørhed og risikoen for knoglebrud. Som en del af behandlingen kan det derfor være relevant at se på, om der er vaner, der kan justeres.

Det kan for eksempel være:

  • rygestop, da rygning øger risikoen for knogleskørhed
  • at begrænse alkoholforbruget
  • tilstrækkelig ernæring og en stabil kropsvægt
  • forebyggelse af fald, fx gennem styrke- og balancetræning

Små ændringer i hverdagen kan bidrage til at reducere risikoen for knoglebrud. Du kan læse mere om knoglesund livsstil her.

 

Medicinsk behandling af knogleskørhed

For nogle personer vil lægen anbefale medicinsk behandling mod knogleskørhed. Formålet er at reducere risikoen for knoglebrud og styrke knoglerne.

Medicinsk behandling overvejes typisk, når der er diagnosticeret knogleskørhed og samtidig mindst én væsentlig risikofaktor for brud, for eksempel et tidligere lavenergibrud. En anbefaling af medicinsk behandling vil dog altid bero på en individuel, lægefaglig vurdering.

Der findes flere typer medicin mod knogleskørhed. Nogle lægemidler hæmmer nedbrydningen af knoglevæv (knoglestyrkende), mens andre stimulerer dannelsen af nyt knoglevæv (knogleopbyggende). Valget af behandling afhænger blandt andet af tidligere knoglebrud, T-score og generelle helbred. Du kan læse mere om medicinsk behandling her.

Ved medicinsk behandling vil tilstrækkeligt indtag af kalk og D-vitamin samt fysisk træning og livsstilsændringer næsten altid være en del af behandlingen for at opnå den bedste forebyggelse af knoglebrud.

Opdateret d. 10. april 2026