Flere muligheder for behandling med denosumab – og til en lavere pris
Flere nyere lægemidler med det aktive stof denosumab, som bruges til behandling af osteoporose, er nu blevet tilgængelige. Det sker, efter at patentet på det kendte lægemiddel Prolia udløb i slutningen af 2025.
De nye lægemidler er såkaldte biosimilære præparater. Det betyder, at de indeholder det samme aktive stof (denosumab) som Prolia og virker på samme måde – men de kan være billigere.
Lægemiddelstyrelsen giver nu også tilskud til flere af de nye denosumab-lægemidler. Tilskuddet gælder for patienter, der opfylder bestemte betingelser – typisk hvis behandling med tabletter mod knogleskørhed, fx Alendronat, ikke virker godt nok eller ikke tåles.
For dig som patient i behandling med Prolia, betyder det først og fremmest, at der nu findes flere lægemidler med denosumab, som virker på samme måde, men til en lavere pris.
Du skal dog være opmærksom på, at denosumab-lægemidler ikke automatisk kan udskiftes til et billigere præparat på apoteket. Hvis du skal skifte til et andet præparat, skal det derfor ske i samråd med lægen.
Vil du vide mere om denosumab?
Har du fået lyst til at vide mere om behandling med denosumab, kan du som medlem tilmelde dig vores Åben Rådgivning med overlæge Torben Harsløf d. 13. april her

