Kom til et spændende foredrag og få indblik i hvordan man på forskellig vis kan undersøge, om din behandling af knogleskørhed virker, og hvorfor det er en god idé at overvåge behandlingen
Niklas Rye Jørgensen giver dig den nyeste viden om behandling af knogleskørhed, og hvordan man med monitorering kan følge med i udviklingen af din sygdom.
Du lærer blandt andet:
- Hvordan de enkelte behandlingsformer virker biologisk
- Hvordan behandlingen påvirker knogleomsætningen
- Hvilke muligheder der er for at monitorere, om behandlingen virker (knoglemarkører, DEXA-scanning m.v.)
- Hvorfor det er vigtigt at tage behandlingen korrekt, og hvordan kan lægen hjælpe dig med at sikre, at du følger behandlingen bedst muligt
Foredraget er både for dig, der er i behandling for knogleskørhed og for dig, der er ny med diagnosen og står med mange spørgsmål om behandling og udvikling af sygdommen. Pårørende er også meget velkomne, og der vil være tid til at stille spørgsmål. Vi holder en kaffepause i midten af arrangementet, hvor du kan møde andre i samme situation som dig og hilse på din lokale bestyrelse.
Om foredragsholderen: Niklas Rye Jørgensen er professor og overlæge. Han arbejder på Afdeling for Klinisk Biokemi og Translationelt Forskningscenter på Rigshospitalet. Han har forsket i knoglebiologi og osteoporose i 30 år. Hans faglige fokus er biomarkører for knoglesygdomme inkl. osteoporose, samt hvordan man anvender disse klinisk til at diagnosticere og monitorere sygdomme i knoglerne.




