Pludseligt prishop på medicin: Nu skal det stoppes
I sensommeren skabte pludselige store prisstigninger på osteoporosemedicinen Alendronat overskrifter i pressen. Flere politikere reagerede hurtigt med forargelse og lovning på snarlig handling. Derefter fulgte en længere periode med stilhed, men nu tyder det på, at Sundhedsminister Magnus Heunicke snart vil skride til handling.
Den sidste halvdel af 2019 har indtil videre været præget af store og pludselige prishop på flere yderst vigtige lægemidler, blandt andet osteoporosemedicinen Alendronat. Aviser og netmedier har løbende bragt artikler om emnet, og de abnorme prisstigninger er da også blevet mødt med hård kritik fra patientorganisationer, konkurrencemyndigheder og politikere. Udover Osteoporoseforeningens egen kritik af prisstigningerne har også patientorganisationen Danske Patienter stemt i og oven i presset på for, at der indføres et loft for, hvor meget en virksomhed kan hæve medicinprisen.
Nu lader det imidlertid endelig til, at kritikken bliver hørt, for i en artikel i Berlingske mandag d. 18. november bebuder sundhedsminister Magnus Heunicke (S) nu, at man fra ministeriets side er klar til at se nærmere på forslaget om at indføre et prisloft på apotekermedicin for at beskytte patienterne mod pludselige voldsomme prisstigninger. Dog mener han, at den mest nærliggende løsning er at kopiere den prisaftale, som Sundhedsministeriet har indgået med Lægemiddelindustriforeningen, som organiserer de store originalproducenter. Denne aftale har hidtil ad flere omgange ført til, at de producenter, som primært forsyner hospitalerne med nyudviklet medicin, har sænket deres medicinpriser, men endnu uden for alvor at medføre en mærkbar opbremsning i sygehusenes medicinudgifter.
Til Berlingske oplyser Magnus Heunicke desuden, at han håber at de producenter, som er storleverandører til apotekerne, vil indgå en lignende aftale frivilligt, men at han samtidig er indstillet på at inddrage lovgivning, såfremt det skulle vise sig nødvendigt.