Måske kan jeg gøre noget for andre, når jeg ikke kunne gøre mere for mig selv

Af Camilla Nissen Toftdal

”Efter 20 år på venteliste fik vi en bådplads i Taarbæk Havn. Vi skrev os op, så vores søn kunne sejle, men han er flyttet hjemmefra for længe siden. Så nu har vi købt en båd, og så skal man jo også lære at sejle. I sidste weekend måtte vi padle ind i havn”, fortæller Linda Garlov grinende.

Det skal vise sig gennem interviewet, at Linda Garlov er en kvinde, der griber til handling, når hun ser mulighederne. At vente i 20 år er lidt af en undtagelse for hende. Faktisk er hun ikke spor tålmodig. Vi sidder i foreningens landssekretariat i Park Allé i Aarhus og hører, at rådhusklokkerne ringer, og tiden går, mens hun fortæller om sin mor:

”Vi kunne gå ind på et museum, og som en hvirvelvind var min mor ude igen. Hun kunne ikke stå og kigge på et kunstværk. Ligesom hende er jeg et meget utålmodigt menneske. Det betyder, at jeg kan nå rigtig meget uden at blive stresset. Men jeg er bevidst om det og har lært at have ro på, når jeg er til møder.”

Ind i foreningsverdenen
Der er helt sikkert brug for både hurtig handling og personlig ro i Linda Garlovs liv: Hun har i to årtier bestredet direktørstillinger i journalisternes fagforbund og nu A-kasse. Hun er uddannet jurist, gift og mor til unge mennesker midt i 20’erne. Og så lever hun med svær knogleskørhed og er valgt som Osteoporoseforeningens nye landsformand.

Det var et job som medhjælper i en vuggestue, der ledte den dengang 19-årige vestjyde ind i fagforeningsverdenen.

”Jeg arbejdede som medhjælper i et halvt år og indså, at jeg faktisk ikke var interesseret i at passe andre folks børn. Undervejs fandt jeg ud af, at jeg kunne være aktiv i Pædagogisk Medhjælperforbund, og hurtigt blev jeg ansat dér i stedet for,” fortæller hun.

Gennem jobbet fik Linda Garlov erfaring med politiske forhandlinger, men det var i endnu højere grad servicen til medlemmerne og det aktive fællesskab og foreningstanken, der optog hende.

Fra diagnose til aktiv indsats
Elevrådet, den lokale borgerforening og bestyrelsesposter i medieverdenen. Linda Garlov er et menneske, der ikke kan lade være med at engagere sig. ”Det er mulighederne, jeg går efter. Muligheder for at rykke noget, tage ansvar og få ting til at ske,” siger hun.

Fra at være ramt af knogleskørhed til at gribe muligheden for at gøre en aktiv indsats for at hjælpe andre var der dog et stykke vej. Linda Garlov var i 40’erne og i gang med en lederuddannelse ved siden af sin aktive karriere, da hun fik konstateret svær knogleskørhed med en T-score på minus 4,3. ”Det slog mig ud. Det var meget langt fra mit selvbillede, og jeg var bange for, hvad det ville betyde for mit liv. Jeg forestillede mig pludselig at blive handicappet”, siger hun.

Her var en handlekraftig kvinde, der stod i en situation, hun ikke kunne gøre meget ved. Hun var ak­tiv og sund i forvejen. Og der var hel­ler ingen relevante forløb at følge.

”Jeg meldte mig ind i Osteoporoseforeningen, men jeg kunne ikke identificere mig med foreningen, som den var dengang. Så da der syv år senere blev oprettet en ny lokalafdeling i mit område, stillede jeg op som formand. Jeg tænkte ’Måske kan jeg gøre noget for andre, når jeg ikke kunne gøre mere for mig selv’,” fortæller Linda Garlov.

Det brænder jeg for
Det går som en rød tråd gennem Linda Garlovs indsatser, at hun er med til at sikre fællesskaber. Hun fremhæver netop fællesskabet som en vigtig værdi i foreningsarbejdet. På spørgsmålet om, hvad hun tager med sig fra lokalafdelingen og ind i opgaven som landsformand, svarer hun: ”en enorm respekt for indsatsen”. Selv fandt hun ud af, at hun gerne ville bidrage strategisk.

”Der er sket meget i foreningen, og vi har en god strategi, som vi skal gøre til virkelighed. Jeg vil arbejde for synlighed, også blandt politikere, så vi får prioriteret forebyggelse og diagnosticering af knogleskørhed. Og så skal vi som samfund og forening hjælpe mennesker med at leve med sygdommen. Det brænder jeg for i hjertet, for det har jeg mærket på min egen krop,” afslutter landsformanden.