Når du har knogleskørhed, er dine knoglers kalkindhold og styrke nedsat. Det gør knoglerne mere skrøbelige, og de brækker lettere end raske knogler.
På fagsprog hedder det osteoporose, som betyder ”porøs knogle”.
Ifølge Sundhedsstyrelsen lever op mod 700.000 danskere – hver 3. kvinde og hver 6. mand – med knogleskørhed i større eller mindre grad. Cirka 200.000 har fået stillet diagnosen. De fleste, op mod 500.000, lever med sygdommen uden at vide det.
Knogleskørhed er en sygdom, hvor knoglerne mister deres styrke, bliver mere skrøbelige og har lettere ved at brække. Sygdommen udvikler sig ofte i det skjulte og opdages først, når der opstår et brud ved en mindre belastning eller et fald – typisk i håndled, skulder, ryg og hofte.
Man har ingen symptomer på knogleskørhed, så længe der ikke er opstået brud.. Knogleskørhed i sig selv giver ikke smerter eller andet ubehag.
Knoglernes naturlige udvikling
I løbet af barndommen og ungdommen bliver knoglerne gradvist stærkere. Jo mere du belaster knoglerne med motion, jo stærkere bliver de. I 30-års alderen er knoglerne stærkest. Herefter begynder det at gå ned ad bakke. Dette aldersbetingede tab sker for alle, men for kvinder indtræder et yderligere tab i forbindelse med overgangsalderen på grund af den aftagende østrogenproduktion.
Med alderen ændrer knoglestrukturen sig: En ung knogle er rig på kollagen og er derfor elastisk, mens en ældre knogle ofte har mistet både kollagen og kalk – og derfor er mere skrøbelig. I takt med at du bliver ældre, sker der også en gradvis svækkelse af muskelstyrken og balancen, hvilket samlet set øger risikoen for at falde. Andre sygdomme kan støde til, som gør knoglerne svagere. Du kan modvirke flere af disse aldringstegn gennem en knoglesund livsstil.
Faktorer har betydning for knogleopbygning og knogletab.
- livstil
- for lidt kalcium i kosten
- for lidt D-vitamin
- manglende motion
- undervægt
- tidlig overgangsalder (før 45 år)
- tobaksrygning
- undervægt
- manglende motion
- mangel på D-vitamin og kalk (calcium)
- øget skjoldbruskirtelfunktion (hyperthyreoidisme)
- øget biskjoldbruskkirtelfunktion (hyperparathyreoidisme)
- øget binyrebarkfunktion (Cushings syndrom)
- tarmsygdomme med kronisk betændelse ( Morbus Crohn )
- dårlig fødeoptagelse (malabsorption)
- anoreksi
- nerve eller muskelsygdomme med lammelser eller nedsat muskelkraft
- nyresygdomme
- leddegigt
- morbus Bechterew (Bechterew's sygdom)
- KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom)
Der kan desuden opstå lavenergibrud ved visse sygdomme i knoglemarven (myelomatose).
En meget særlig form for knogleskørhed kan i sjældne tilfælde opstå i sidste del af graviditeten eller umiddelbart efter fødslen.
Binyrebarkhormon
Binyrebarkhormon er nødvendig ved behandling af mange sygdomme, hvor behandlingen i sig selv kan modvirke tendensen til knogleskørhed ved at bedre almentilstanden og mindske smerter, så man har større mulighed for at motionere.
Hvis man får prednisolon i doser på 5 mg eller mere per dag, anbefales det, at man får et tilskud af kalcium og D-vitamin for at nedsætte risikoen for knogleskørhed. Er behandlingen længerevarende (mere end tre måneder), bør man få foretaget en knoglescanning. Dette skal gøres for at vurdere, om der er behov for yderligere forebyggende behandling mod knogleskørhed .
Aromatasehæmmere ved brystkræft
Også andre typer medicinske behandlinger kan øge risikoen for knogleskørhed. Mange kvinder med brystkræft bliver behandlet med aromatasehæmmere, som har vist sig at øge risikoen for knogleskørhed. Kvinder i denne behandling bør derfor undersøges for knogleskørhed ved en knoglescanning, og hvis man har knogleskørhed, bør man blive behandlet for det.
