Træning og fysisk aktivitet spiller gennem hele livet en vigtig rolle for opbygning og vedligeholdelse af knogledensiteten (BMD – Bone Mineral Density). Overordnet er knoglevæv levende væv, der stimuleres både gennem stressstimuli, via påvirkning på muskelvævet samt ved vægtbærende påvirkninger på skelettet. Her på siden kan du læse om træningsanbefalinger, som er inspireret, modificeret og oversat fra IOF´s anbefalinger. Anbefalingerne er suppleret med evidensbaserede videnskabelige studier og tager afsæt i ’best practice’.
Flere studier peger på, at knoglevævet kan påvirkes gennem dynamiske intermitterende belastninger (Lanyon, 1984), belastninger med stor kraft og høj intensitet (hurtig kraftudvikling High-Intensity) (Allison S.J., 2015) (1982); belastninger der er multidirektionelle (Rubin, 1984) (Bowtell, et al., 2016) (Turner, 2003) og ved få gentagelser med stor belastning (Rubin) (Unemura, 1997) (Daly, Via, Duckham, Fraser, & Helge, 2019).
.
| Supporting both walking and weight bearing exercises, including activities like tennis and dancing (Hannam et al., 2016b), from midlife may be important for an active and functional older life including better skeletal health by promoting both overall and higher impact PA. |
.
Immobilisering og inaktivitet beskrives i litteraturen som en risikofaktor ift. negativ påvirkning af BMD og med øget risiko for frakturer. Styrket knoglesundhed og funktionsevne ser ud til at hænge sammen med det fysiske aktivitetsniveau gennem livet (2017).
Fysisk aktivitet og stimulering af knoglerne er derfor en essentiel del af knoglebevarelsen, både for osteoporosepatienter og den generelle befolkning. En given træningsforms evne til at stimulere knoglerne, kaldes den osteogene effekt. Som fysioterapeut er det afgørende, at du ser osteoporose i en muskuloskeletal sammenhæng.
Figuren herunder kan ikke stå alene i træningsplanlægningen, men skal ses som inspiration til knoglebevarende aktiviteter. Valg af træningsintensitet, dosis, belastning og type har betydning for påvirkningen på knogler og muskler. Overordnet peger flere studier på større osteogen effekt ved dynamisk styrke- og udholdenhedstræning end ved isometrisk/statisk træning, hvorfor dynamisk træning anbefales som frakturforebyggelse. Hovedformålet med træningen er at frakturforebygge. Dårlig balance og lav muskelstyrke er vigtige risikofaktorer ift. fald og frakturer uafhængigt af BMD. Træningen bør derfor målrettes mod muskelfunktion og balanceevne.
| I høj grad osteogen | Moderat osteogen | I mindre grad osteogen* | Ikke osteogen* |
| Basketball, fodbold, badminton, tennis m.m. | Løb, jogging, frisk/rask gang | Let gang | Svømning |
| Dans, fitness, aerobics, gymnastik, sjipning | Moderat styrketræning og lignende | Petanque | Cykling |
| Hård styrketræning | Trappegang | Yoga/pilates/Tai Chi |
Fig. 1 Skemaet er inspireret af OA, hvor den originale version kan ses. I denne version er suppleret med eksempler fra andre studier.)
*Selvom en given træningstype kun i mindre grad er osteogen, så betyder det ikke, at denne ikke kan have andre fordele ift. sundhed og osteoporose. Konditionstræning såsom cykling og svømning øger den aerobe fitness. Tai Chi, Pilates, yoga osv. forbedrer balancen, hvilket også er et vigtigt aspekt ift. at undgå fald og dermed frakturer.
Forskning peger på at træningsprogrammer rettet mod osteoporose overordnet bør indeholde følgende elementer:
|
Ovenstående punkter er udtryk for det overordnede indhold. For osteoporosepatienter med svær osteoporose eller med tidligere/akutte frakturer i ryggen, vil kun dele af indholdet kunne anvendes, og træningsprogrammet skal derfor individualiseres. I det kommende afsnit præsenteres du for træningsmodaliteter tilpasset til forskellige grupper af osteoporosepatienter. Træning på rette niveau er vejen til succes og compliance.
