Denosumab er et monoklonalt antistof, som, ved at binde til RANKL, hæmmer osteoklastaktiviteten. Denosumab kan gives til kvinder og mænd og gives s.c. hver sjette måned. Lægemidlet har en dokumenteret beskyttende effekt mod vertebrale og nonvertebrale frakturer samt hoftefrakturer. Bivirkninger af denosumab omfatter øvre GI-bivirkninger, en øget forekomst af infektioner (cellulitis, øvre luftvejsinfektioner og urinvejsinfektioner) samt muskuloskeletale bivirkninger. Alvorlige bivirkninger omfatter en øget risiko for svære infektioner (dvs. som kræver i.v.behandling, indlæggelse eller kan være dødelig). Det estimeres, at der vil opstå en alvorlig infektion for hver 120 personer, der behandles med denosumab i tre år. Ligesom ved bisfosfonater, og
med samme risikofaktorer, er der observeret tilfælde af kæbeosteonekrose og atypiske hoftefrakturer under behandling med denosumab. Endelig har der været indberetninger om en øget hyppighed af vertebrale frakturer inden for det første år efter ophør med denosumab. Evidensen for dette er ikke entydig, men usikkerheden om en risiko for ophobning af vertebrale frakturer har givet anledning til, at man anbefaler at overveje skift til et andet antiresorptivt præparat (fx bisfosfonat) seks måneder efter sidste administration af denosumab. Behandling med denosumab er kontraindiceret ved hypokalcæmi, og patientens kalciumniveau bør altid måles før indgift. Behandlingen er endvidere kontraindiceret ved ikke-ophelede, åbne bløddelslæsioner i munden, pga. risikoen for kæbeosteonekrose.